
Crime II - nu på prærienDen Gode, Den onde & Den forsvundne
Totaludstilling
Med udgangspunkt i krimien tager vi denne gang på prærien for at undersøge nye spor efter figuren Sarina Præstelund. Kvinden, som på mystisk vis pludselig forsvandt i Crime I.
I Crime II tager vi west over til gamle dage, hvor prærien bliver kulisse for tænkning. Her endevender vi atter mysteriet om Sarina Præstelund. Vi iscenesætter fabulerende artefakter og ender atter ved det foruroligende spørgsmål... hvilket spor er sandt?
Efterforskningen foregår på Sheriffens kontor, i et ydmygt hjem samt ude i den barske natur, hvor dusørjægere og ordensmagten arbejder sammen, og hvor særlig personager kan komme i problemer. Vi fletter denne stereotypiske fortælling sammen med en kunstnerisk og humoristisk vinkel. Alt sammen bygget op over en skabelon af deduktion.
Sporet fører igen til, hvad der ligner en alvorlig hændelse... er der sket noget kriminelt?
Case:
Sarina Præstelund - Den forsvundne
“Sarina P. er sidst set på prærien i fuld galop på en rød-brun Mustang. Hun red mod den rødglødende solnedgang i horisonten. Hun var, efter sigende, iført slidte cowboybukser, matchet op med flæseskjorte med påsyede perlemorsknapper. På ryg og ærmer dansede dekorative læderfrynser i vinden... eller også var det noget løsrevent grenværk fra en tumbleweed der havde sat sig fast. Well! Hun bar endogså en sort Smokey Ranger Filthat på knolden. Ved hoften havde hun noget dinglende, som med sikkerhed lignede en revolver, eller også var det bare en gren.
Sarinas ægtemand, den kendte erhvervsmand, XX, p.t. bosiddende i Washington D.C., har ikke hørt en lyd fra hende i flere år. Hendes eneste søn, YY, der lejlighedsvis spekulerer i bitcoins & elbiler i Sydafrika, er paf over moderens abcens. ”Det ligner hende slet ikke, hun havde eller så stor glæde ved at stryge mine skjorter”, udtalte han en gang til en kollega.
Som et lille notabene er Sarinas forældre døde i et flystyrt på et eller andet tidspunkt. Dette har hun helt selv fortalt til nogen engang.”



